Ranglistekampe i Hovedstadens Padel Klub:

Hvad er det?

Rangliste kampe er en hyggelig måde at spille kampe med andre på dit eget niveau.

Hvordan fungerer det?

Man er 4 spillere og spiller et fuldt sæt i de 3 kombinationer. Først spiller nr. 1 og 4 mod nr. 2 og 3. Derefter 1 og 3 mod 2 og 4 og endelig 1 og 2 mod 3 og 4. Det giver som regel tætte og rigtig gode kampe. Hvis der er mere tid til rådighed efter de 3 kampe, spiller man den/de mest lige kampe som kamp nr. 4 osv. Kampprogram og banefordeling meddeles (så vidt muligt) på klubbens Facebook gruppe før hvert ranglistearrangement. Herefter møder du blot op på “din” bane klar til at kæmpe

Hvordan vinder & taber man point?

Ranglisten i Hovedstadens Padel Klub er vores egen ”lokale” rangliste, men modellen – og de samme points – bruges også i nogle andre centre og klubber. Formlen bag ranglisten er en algoritme, hvor spillerne giver og tager points fra hinanden når de spiller. Samtidig får hver spiller dog også et halvt point for hvert sæt, der spilles, i den tanke, at der tilkommer læring hver gang vi spiller padel. Ranglisten tager højde for, hvor mange points spillerne har før de går på banen. Man kan således godt vinde points selv om man taber kampen, hvis man kun taber knebent til modspillere, hvor man burde have tabt meget mere. Som nyt medlem og ny på ranglisten tildeles du 500 point til din første ranglistedeltagelse, hvilket umiddelbart er middelniveauet. Herefter kæmper du dig til dine fremtidige placeringer, hver gang du deltager i et ranglistearrangement. Sjovt og dynamisk.

Hvordan opdeler man baner til ranglistekampe?

Hvis der er 20 spillere tilmeldt til en rangliste event, så spiller de 4 deltagere med flest point på bane 1. Spiller 5-8 på bane 2, spiller 9-12 på bane 3, spiller 13-16 på bane 4 og til sidst spiller 17-20 på bane 5. På den måde sikres det, at du møder spillere, der ligger placeret nogenlunde samme sted på ranglisten som dig selv.

Er det for alle, uanset niveau?

Absolut JA! Hele baggrunden for ranglisten er netop, at alle kan være med, samt at man spiller med andre, der er tilnærmelsesvis på ens eget niveau. Og selvom der er rangliste point på spil, gør klubben netop meget ud af, at det skal være sjovt for alle, hvilket også kan ses af, at der er både børn, unge, mænd og kvinder, alle aldre fra 10 til 70 år repræsenteret blandt de mere end 700 aktive ranglistekæmpere, vi aktuelt kan mønstre.

Hvornår er der rangliste kampe?

Som udgangspunkt arrangeres HPK rangliste kampe hos Padel Padel Brøndby følgende dage hver eneste uge hele året rundt:

Tirsdag 10:00–12:00
Torsdag 10.00-12.00
Fredag 16.00-18.00
Lørdag 09.00-11.00
Søndag 09.00-11.00

Der kan være aflysninger på særlige dage, og nogle gange tilbyder vi også ranglistepadel på andre tidspunkter eller for par i stedet for ved individuel tilmelding. Følg med i facebookgruppen Hovedstadens Padel Klub, hvor vi offentliggør alle arrangementer, og hvor du også kan se, om der stadig er pladser.

Hvordan tilmelder man sig?

Hvert arrangement bliver slået op på Facebook gruppen, og man betaler blot via MobilePay 414033, og så er man tilmeldt. Det sker efter “først-til-mølle” princippet, og da der ofte er udsolgt, skal man slå til hurtigt for at sikre sin plads, og for en god ordens skyld checke i facebookgruppen, og der stadig er plads.

Hvilke krav er der?

Man skal være medlem af Hovedstadens Padel Klub. Resultater skal indmeldes til hpkpadel@gmail.com hurtigst muligt efter afsluttet spil.

For mere info, kig på www.hpkpadel.dk, kontakt os på Facebook eller skriv en besked til hpkpadel@gmail.com